Kaare Dybvad Bek er hovedtaler ved CSU-kongres i Tyskland

07-01-2024

Den danske udlændinge- og integrationsminister er inviteret til det tyske parti CSU’s årlige kongres, hvor han skal holde tale om dansk og europæisk migrationspolitik.

Søndag skal udlændinge- og integrationsminister holde tale ved det tyske konservative parti CSU’s årlige kongres i Bayern. Det tyske parti har inviteret den danske minister til at tale om udfordringerne ved irregulær migration og den danske regerings bud på nye løsninger, der skal skabe et mere humant europæisk asylsystem.

Det sker i lyset af et stort migrationspres på Europa. Til og med november 2023 blev der registreret mere end 355.000 irregulære ankomster på EU’s ydre grænser. Selvom det kun er foreløbigt, så er tallet det højeste siden 2016. Til og med november 2023 modtog Tyskland omkring 270.000 asylansøgninger. Det er også det højeste antal siden 2016.

Sidste år klargjorde CSU’s Manfred Weber, der er formand for Europa-Parlamentets største politiske gruppe, at en del af løsningen på asylproblemet bør være at etablere fælles modtagecentre for asylansøgere i tredjelande uden for Europa, som den danske regering arbejder for.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek udtaler:

”Jeg er beæret over at være inviteret til Bayern og CSU’s kongres. Jeg ser meget frem til at drøfte de udfordringer med irregulær migration, som de oplever i Bayern og resten af Tyskland, og hvordan vi sammen kan arbejde for nye løsninger

Der er behov for at skabe et nyt europæisk asylsystem, der sikrer kontrol med, hvor mange migranter der kommer til Europa. Det giver sig selv, at Danmark ikke kan gøre det alene.

Det er afgørende, at det sker i dialog med europæiske partnere og her er Tyskland naturligvis afgørende. Jeg har et godt samarbejde med min tyske politiske kollegaer. Sammen med min ministerkollega Nancy Faeser har vi i forbindelse med den europæiske asyl- og migrationspagt arbejdet for bedre hjælp til nærområderne og styrket kontrol med EU’s ydre grænser. Jeg glæder mig til at styrke dialogen og samarbejdet med politiske kollegaer fra CSU ved dagens kongres.”

Kaare Dybvad Bek holder sin tale søndag formiddag.

Ved kongressen i år vil Bayerns ministerpræsident Markus Söder deltage og Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen skal holde tale. Tidligere har NATO’s generelsekretær været inviteret som taler ved kongressen.