Tidsubegrænset opholdstilladelse og bopæl i Danmark

Det er som udgangspunkt en betingelse for at få dansk statsborgerskab, at man har tidsubegrænset opholdstilladelse og bopæl i Danmark.

Har du ophold i Danmark efter EU-opholdsreglerne skal du være opmærksom på, at kravet om dokumentation for ret til tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsreglerne også gælder for dig. Et tidligere udstedt EU-registreringsbevis efter EU-opholdsbekendtgørelsen udgør ikke bevis for, at du har opnået ret til tidsubegrænset ophold i Danmark. Et sådant bevis udstedes efter ansøgning af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Læs mere om reglerne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse på nyidanmark.dk

Det er som udgangspunkt en betingelse, at du har bopæl i Danmark. Det vil sige, at du bor fast i Danmark og er registreret på en dansk adresse i Det Centrale Personregister (CPR-registeret).

Det er også som udgangspunkt en betingelse, at du har haft tidsubegrænset opholdstilladelse til Danmark i 2 år ved udgangen af den måned, hvor det pågældende lovforslag om indfødsrets meddelelse forventes vedtaget. Er du anerkendt som flygtning, har status, der kan sidestilles hermed, eller er statsløs, er det en betingelse, at du har haft tidubegrænset opholdstilladelse i 1 år.

Ansøgere, som er undtaget fra betingelserne

Der er visse grupper af ansøgere, som ikke behøver opfylde den ene eller begge betingelser.

Betingelsen om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark gælder ikke for:

  • nordiske statsborgere
  • tidligere danske statsborgere
  • personer af dansk herkomst
  • dansksindede sydslesvigere
  • ansøgere, som har ophold i udlandet på grund af deres danske ægtefælles arbejde i udlandet for danske interesser
  • ansøgere, der er født i perioden fra den 1. januar 1961 til den 31. december 1978 af en dansk mor, og som kunne have erhvervet dansk indfødsret, såfremt moderen i perioden fra den 1. januar 1979 til den 31. december 1981 havde afgivet erklæring herom
  • børn, som ansøger om statsborgerskab uden deres forældre

Betingelsen om bopæl i Danmark gælder ikke for:

  • ansøgere, som har bopæl i udlandet på grund af deres danske ægtefælles arbejde i udlandet for danske interesser
  • ansøgere, der er født i perioden fra den 1. januar 1961 til den 31. december 1978 af en dansk mor, og som kunne have erhvervet dansk indfødsret, såfremt moderen i perioden fra den 1. januar 1979 til den 31. december 1981 havde afgivet erklæring herom
  • visse grupper af børn, som ansøger om statsborgerskab uden deres forældre

Udlændinge- og Integrationsministeriet har ikke mulighed for at vurdere på forhånd, om du er omfattet af ovenstående betingelser, men du kan kontakte ministeriet, hvis du har generelle spørgsmål til betingelserne.