To antidemokratiske organisationer optaget på forbudsliste

15-06-2022

Donationslovens forbudsliste bliver nu udvidet med to organisationer, som vurderes at modarbejde eller underminere demokratiet og grundlæggende frihedsrettigheder.

Dermed vil det fremover være strafbart at modtage donationer fra disse organisationer.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek udtaler:

”Vi kan selvfølgelig ikke bare se til, når personer eller organisationer, som er i opposition til vores frie samfund, sender penge direkte til eksempelvis moskéer i Danmark, som potentielt kan blive påvirket i en helt forkert retning. Derfor er jeg rigtig glad for, at forbudslisten mod antidemokratiske donatorer nu bliver udvidet. De skal ikke have held med at sprede splittelse og had i Danmark.”

Udlændinge- og Integrationsministeriet forventer løbende at modtage nye indstillinger om optagelse af personer eller organisationer på forbudslisten. 

Fakta:

Donationslovens forbudsliste skal modvirke, at personer eller organisationer, der modarbejder demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder kan donere til modtagere i Danmark.

Det er Udlændingestyrelsen, der har vurderet, at de pågældende organisationer modarbejder eller underminerer demokratiet og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.

Loven om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer blev vedtaget af Folketinget i marts 2021. Listen fik tilføjet sit første navn i marts 2022. Nærmere oplysninger om forbudslisten kan ses via Udlændingestyrelsen.