Nye tal: Mere end 22.000 migranter er døde på Middelhavet siden 2014

11-01-2022

Ny publikation fra Udlændinge- og Integrationsministeriet og Udenrigsministeriet gennemgår de grundlæggende problemer med det nuværende asylsystem. Ministre arbejder for en helt ny model.

Titusindvis af flygtninge og migranter er druknet i Middelhavet de seneste syv år. Samtidig har menneskesmuglere tjent enorme summer ved at sende migranter til EU-landene via irregulære ruter.

Dette er nogle af konsekvenserne af det nuværende europæiske asylsystem, viser en ny publikation, der er udarbejdet af Udlændinge- og Integrationsministeriet og Udenrigsministeriet.

Af publikationen fremgår det, at der i perioden 2014-2021 vurderes at være omkommet 22.388 irregulære migranter på ruterne over Middelhavet. Samtidig fremgår det, at 90 procent af de personer, der ankommer irregulært til EU via migrationsruterne, ifølge Europol, har fået hjælp af menneskesmuglere.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye siger:

Opgørelsen bekræfter mig i, at det nuværende asylsystem har spillet fallit. Det er dyrt, dybt uretfærdigt og koster menneskeliv. Systemet tilgodeser de forkerte, lader de svageste i stikken og forgylder kyniske menneskesmuglere. Derfor arbejder regeringen for et helt nyt asylsystem, hvor vi flytter asylsagsbehandlingen til et partnerland uden for EU. På den måde fjerner vi incitamentet til at begive sig ud på farefulde rejser mod Europa”.

Flemming Møller Mortensen, minister for udviklingssamarbejde, siger:

Der er brug for mere hjælp og større international solidaritet over for de mange millioner mennesker, der er på flugt i verden. Hvis vi frigør ressourcer i Danmark, vil vi kunne hjælpe mere de steder, hvor langt de fleste flygtninge og fordrevne befinder sig, nemlig i skrøbelige og konfliktramte lande. Her er levevilkårene mange steder ubærlige, og her kan vi derfor gøre en kæmpe forskel og hjælpe de mange, ikke kun de få.

Selvom antallet af nye asylansøgere i EU-landene har ligget relativt lavt siden coronakrisen ramte i 2020, viser de seneste opgørelser fra 2021, at antallet igen er stigende. EU’s grænseagentur Frontex har i 2021 registreret langt flere illegale grænsekrydsninger til EU sammenlignet med de foregående år.

Til og med tredje kvartal af 2021 modtog EU næsten 25 procent flere asylansøgninger end i samme periode året før, ifølge ”Statistics on migration to Europe” fra EU-Kommissionen. Senest har Polen oplevet et stort pres fra migranter, der er brugt som politisk afpresningsmiddel ved grænsen til Belarus.   

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye siger:

Der kan sagtens gå hul på Europa igen. Dermed risikerer vi i værste fald endnu engang flygtninge og migranter, der vandrer på motorvejene. Det ønsker vi bestemt ikke skal gentage sig. Derfor er der behov for et helt nyt system, hvor vi flytter asylbehandlingen af spontane asylansøgere til et partnerland uden for EU med fuld respekt for vores internationale forpligtelser.”

Læs den nye publikation udfordringer i asylsystemet

Yderligere oplysninger

Pressehenvendelser til Udlændinge- og Integrationsministeriet kan ske til pressetelefonen på tlf. +45 61 98 32 90 (ikke SMS).

Pressehenvendelser til Udenrigsministeriet kan ske til Pressevagten på telefon +45 61 97 92 47 (ikke SMS) og .