Minister til herboende briter: Husk at søge om nyt opholdsdokument

29-09-2021

Britiske statsborgere, der bor i Danmark, skal inden udgangen af 2021 ansøge om et nyt opholdsdokument efter Brexit for at bevare deres opholdsret i Danmark.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye opfordrer alle herboende briter til at indgive deres ansøgning, så de kan fortsætte deres liv i Danmark. Det er nødvendigt, efter at Storbritannien er udtrådt af EU.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) sender i dag og henover de kommende dage påmindelsesbreve til herboende britiske statsborgere, der endnu ikke har ansøgt om opholdsdokument efter udtrædelsesaftalen. Læs brevet her.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

”Brexit har efterhånden stået på længe. For mange mennesker har det nok været lidt abstrakt og svært at forholde sig til. Men det er afgørende, at de flere tusinde briter, der bor i Danmark, får orden i papirerne inden årets udgang, hvor ansøgningsfristen udløber. Det er mennesker, vi er rigtig glade for at have her, og som vi gerne vil have bliver boende. Der skal derfor lyde en stor opfordring til de briter, der endnu ikke har fået deres opholdsgrundlag på plads: Husk nu at søge om ophold efter de nye regler, så I kan fortsætte jeres liv i Danmark.”

Fakta

  • SIRI har indtil videre modtaget ca. 12.000 ansøgninger om et nyt opholdsdokument efter udtrædelsesaftalen og afgjort knap 9.000 sager. SIRI forventer at modtage i alt ca. 19.000 ansøgninger inden årets udgang.
  • Ca. 75 pct. af alle ansøgninger drejer sig om tidsubegrænset ophold. Det tyder på, at langt de fleste borgere, som er omfattet af udtrædelsesaftalen, har opholdt sig i Danmark i mange år.
  • Over 98 pct. af ansøgerne har fået en positiv afgørelse.
  • Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er på knap to måneder (57 dage) i øjeblikket. Forventningen er dog, at sagsbehandlingstiden kan blive lidt længere de kommende måneder.
  • SIRI arbejder tæt sammen med Den Britiske Ambassade med henblik på at kommunikere bredt og nå ud til flest mulige borgere.
  • Læs mere om Brexit og ansøgningsprocessen.